Menu

SMAL SEJR TIL U13-PIGERNE OVER VIRUM

image
John Hansen
24. marts 2018 kl. 17:28
Årets sidste kamp i vinterturneringen stod mod Virum Sorgenfri på udebane. 
Som tidligere nævnt er rækken ualmindelig tæt, og en sejr i dagens kamp kunne sende os op 2. pladsen i rækken, og minimum sikre os 3. pladsen, hvorimod et nederlag kunne betyde at vi kunne ryge ned på en 6. plads alt efter de andre resultater. 
Som så ofte før var vi klart underlegne rent fysisk, Virum kom med en del store piger der rent fysisk overmatchede os, så skulle dagens kamp vindes, skulle det være på fight og på det gode spil som pigerne de sidste par måneder har løftet gevaldigt. 
Første halvleg bølger frem og tilbage og begge hold kommer til chancer, uden at nogen af holdene dog bliver rigtig farlige, stille og roligt får vi arbejdet os mere ind i kampen og på det fodboldmæssige plan er vi en anelse bedre en Virum, som stadig har teten på den fysiske del. 
I løbet af halvlegen spiller vi os frem til nogen gode chancer som desværre ikke bliver omsat til mål. 
5 min. inden pausen kommer forløsningen, en løs bold ender hos Johanne der med et resolut og følt langskud sender bolden henover Virums målpige til 1-0, der også bliver resultatet af første halvleg. 
Spillemæssigt finder vi ikke helt det niveau vi har set de foregående kampe, men vi kæmper og fighter det bedste vi har lært, og en chancefattig 2. halvleg ender målløs så vi vinder kampen 1-0 og dermed indtager 2. pladsen inden Hornbæk med en sejr eller uafgjort i deres sidste kamp kan generobre 2. pladsen. 
Vi kan nu gøre status over vinterturneringen som har været bestående af række 1 hold fra DBU København, og række 2 hold fra DBU Sjællandsrækken, som anses for at være stærkere end række 2 i DBU København hvor vi er med. 
Efter de 3 første kampe i turneringen inden jul lå vi sidst i rækken med 0 point og 3 nederlag. Men 2018 har for alvor sat fut i pigerne og vi er indtil videre ubesejret i 2018 med 5 sejre og 1 uafgjort i rækken, der har givet os den flotte slutplacering. 
Udover den fine placering har pigerne virkelig løftet deres niveau, og de tætte kampe vinder vi nu, og selve spillet er blevet markant bedre, med lidt farvede øjne er det min beskedne vurdering at vi er et af de bedst spillende hold i rækken, og det i sig selv er rigtig flot og et stort fremskridt for pigerne.
Så nu ser vi frem mod forårsturneringen, og forhåbentlig kan vi indfri vores målsætning om en top 3 placering i rækken, en ting er helt sikkert, vores modstandere skal stå tidligt op for at slå os hvis vi spiller op til det niveau vi indtil videre har vist i 2018. 
Stort tillykke til pigerne med den flotte placering i årets vinterturnering
Denne hjemmeside bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få siden til at fungere og giver endvidere information om hvordan siden anvendes, hvilket bruges til at forbedre den til gavn for brugerne. Denne sides cookies bruges primært til trafikmåling og optimering af siden. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Privatlivspolitik
Luk