Menu

PÆDOFILI-POLITIK

Indledning

 

Jægersborg Boldklub (JB) ønsker at sikre vores ungdomsspillere under 15 år mod pædofili.

Det skal først og fremmest ske gennem en tæt og åben dialog mellem forældre, trænere og ledere. Og vi opfordrer kraftigt til, at alle bidrager.  Erfaringsmæssigt gælder det, at den bedste forebyggelse og det bedste beredskab opnås ved at optimere dialog, information samt organiseret og  struktureret indgang til pædofili i klubben.

Cirkulære om ”Bekendtgørelse af behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister paragraf 36” gør det muligt at kontrollere, hvorvidt voksne personer med direkte kontakt til børn under 15 år har været anmeldt eller dømt for pædofili. JB har besluttet at benytte sig af den kontrol mulighed.

JB er bevidst om at alle frivillige arbejdskræfter i klubben har en afværgepligt i forhold til en pædofili-sag. Hvis man er offentligt ansat er afværgepligten endnu stærkere, idet man kan fyres, hvis man ikke agerer rettidigt.   

 

1     Forebyggelse

1.1 Regler for adfærd

 
I JB ønsker vi at der er klare normer for, hvorledes man omgås hinanden før, under og efter fodboldaktiviteten. Vi er enige om en fornuftig omgangstone, som gør at det er rart at være i klubben. Normerne genopfriskes og ajourføres løbende og forud for sæsonen for derved at sikre, at vi rent faktisk har en omgangstone som lever op til intentionerne.
 
Normerne fremgår nedenfor:
 
  • Vi taler pænt til hinanden og bruger ikke sjofle vendinger og kommentarer om hinandens kroppe.
  • I sejsritualer og andre ritualer (debut, scoring, etc) indgår ikke blufærdigheds-krænkende handlinger af nogen art.
  • Vi respekterer hinanden og et ”nej” betyder et ”nej” også i leg. Så er man aldrig i tvivl om, hvordan det skal forstås.
  • Vi viser respekt for børnenes blufærdighed ved omklædning og bad og tager hensyn hertil.
  • Når vi er på tur med overnatning skal der altid være to voksne ledere med.
  • Nye ledere skal i en given indkøringsperiode ikke have eneansvar for børnene.

1.2 Ansættelsesprocedure

 

Alle voksne personer, som tilknyttes ungdomsspillere direkte som træner, holdleder etc. bliver afkrævet en skriftlig samtykkeerklæring (Børneattest), hvorefter klubben via Det Centrale Kriminalregister kan få oplyst, hvorvidt personen har været anmeldt eller dømt for pædofili. Der undersøges konkret for domme vedrørende straffelovens paragraf 222, 224, 225 og 235, som omhandler seksuelle forhold til personer under 15 år, blufærdighedskrænkelse, incest samt forhold vedrørende distribution og salg af utugtige fotografier og film af børn. Men kontrollen dækker ikke forhold mod unge i alderen 15 til 18 år, hvor straffen er i henhold straffelovens paragraf 223.

Kontrollen giver ikke indsigt i anden kriminel aktivitet end den pædofili-relaterede.

Kontrolforanstaltningen gælder også allerede tilknyttede personer og JB vil årligt foretage en kontrol på alle tilknyttede personer. Kontrollen er objektiv og gælder derfor alle uden hensyn til interpersonelle relationer.

Viser kontrollen sig desværre at være positiv vil Jægerborg Boldklub ikke ansætte / afbryde alt samarbejde med vedkommende.

Kontrollen foretages af en særligt udvalgt leder i klubben, som er underlagt tavshedspligt i relation til at videregive de fortrolige oplysninger. Uberettiget videregivelse er strafbar.

Der indsendes en anmodning om forespørgsel på speciel blanket bilagt en samtykkeerklæring til Kriminalregisteret  (svartid er ca. en uge):

Rigspolitichefen Afdeling D Kriminalregisteret Postboks 93 2650 Hvidovre tlf 3648 1488, lokal 5990

 

1.3 Iagttagelse af adfærd

 

Ved at være opmærksom på adfærden generelt, men også  på ændret adfærd blandt spillere, trænere eller øvrige personer med gang i klubben, vil JB søge at undgå, at en pædofilisag opstår. Vi vil instruere vores interessenter om at være opmærksom på følgende:

 
  • Vil en spiller pludselig ikke længere i bad.
  • Skifter en spiller fra at klæde om i klubben til at møde omklædt.
  • Skifter en træner eller leder (både mænd og kvinder krænker) umotiveret til et andet hold.
  • Kommer en træner eller leder aldrig til de formelle møder i klubben.
  • Isolerer en træner eller leder sig ofte med børnene.
  • Inviterer en træner eller leder ofte børn i sit hjem.
  • Udviser en træner eller leder speciel interesse (følelsesmæssigt / kropsligt) eller omsorg for et barn.
Vi vil ikke udvirke en heksejagt, men søge det bedste udgangspunkt for at kunne agere rettidigt. Og vi er naturligvis opmærksomme på, at mistanker om pædofile overgreb er et meget følsomt område, som kræver varsomhed. En balance mellem at hjælpe et uskyldigt barn og plante mistænksomhed, som siden hen kan vise sig at være grundløs. Vi mener at sund fornuft, intuition og opmærksomhed på ovenstående er den rette tilgang.
 
1.4 Beredskabsplan
 

Ved at have en beredskabsplan vil JB garantere en hurtig og effektiv behandling af en sag, hvad enten den vedrører en mistanke eller et konkret overgreb.

Planen skal sikre, at politi og sociale instanser kontaktes og at sagen derfor fra start håndteres professionelt. Vi er i klubben bevidst om, at en så alvorlig sag som pædofili på ingen måde kan behandles af klubben direkte og anser derfor det for vores vigtigste opgave hurtigt at få kendskab til sagen og overdrage den til rette instanser.   

 

1.5 Ved mistanke

 
Hvis en interessent i klubben på baggrund af blandt andet ovenstående iagttagelse af adfærd og via sund fornuft og omtanke mener, at der er en begrundet mistanke om pædofili skal følgende fremgangsmåde følges i den efterfølgende håndtering af sagen.   
 
  1. Overvej endnu engang situationen, tænk objektivt, prøv at tage flere perspektiver i din anskuelse af det observerede og skriv ned hvad du har set. Lad vær med at fortrænge, hvad du har set.
  2. Kontakt den i klubben udpegede kontaktperson (eller fast udvalg) for pædofili og vær diskret. Det er herefter kontaktpersonens opgave at gå videre med sagen. (Indtil bestyrelsen har gennemgået oplægget,  skal henvendelse ske til ungdomsformanden René Kristensen tlf. 51 55 69 98, rk.113@edc.dk
  3. Kontaktpersonen vurderer sagen. Medmindre der er tale om åbenlyse misforståelser vil den mistænkte blive kontaktet og informeret om, at klubben diskret er ved at undersøge en mistanke om pædofili. Den mistænke og mindst to fra klubbens udvalg holder et møde om sagen. Vær diskret og vær opmærksom på den mistænktes reaktion. Hvis JB som konklusion på mødet objektivt ikke kan fastholde mistanken opgives sagen. Men den mistænkte bliver bedt om at ændre adfærd således, at fortsatte iagttagelser ikke kan lede til misforståede konklusioner igen. Den mistænkte og iagttager / barnets forældre informeres naturligvis om klubbens konklusion og det videre forløb i sagen.
  4. Mener klubben, at mistanken er begrundet kontaktes hurtigst muligt socialforvaltningen i Gentofte kommune ved Jan Milandt, som er fritidschef  i kommunen – telefon 3992 0369. Kontakten til forvaltningen må gerne ske anonymt. Ved at kontakte forvaltningen bliver ressourcer inden for børne- og fritidsgrupper, psykologer og politi aktiveret. Forvaltningen vurderer sagen og agerer om nødvendigt inden for 2 timer. Barnets forældre skal naturligvis have besked om anmeldelsen og gøres opmærksom på, at kommunens socialforvaltning kan bistå med megen hjælp i situationen. Socialforvaltningen vil naturligvis holde alle direkte interessenter løbende orienteret under behandling af sagen.
  5. Vurderer socialforvaltningen, at der skal ske en politianmeldelse vil JB hurtigst muligt orientere sine medlemmer og interessenter objektivt og faktuelt om sagen. Og det er vigtigt, at klubben via en organiseret kommunikationspolitik hurtigt har afklaret, hvordan man vil fremlægge sagen og at fremlæggelsen kun sker via én og samme person. Kommunikationen kan ske enten via møder, udsendelse af brev eller kombination heraf.  Alle klubrepræsentanter der måtte blive spurgt i sagen henviser til klubbens repræsentant i sagen. Klubben vil også kontakte den lokale presse og give samme orientering. Hvis der skal laves ”live interview”, skal klubben sikre sig en forudgående orientering om, hvad der vil blive spurgt om. Er det et interview til en avis skal klubben sikre sig ret til at gennemgå artiklen forud for trykning af hensyn til korrekt fremlæggelse af faktuelle forhold samt citater.

1.6 Ved konstateret overgreb

 
Hvis der er konstateret et fysisk overgreb er klubbens fremgangmåde følgende:
 
  1. Forældrene kontaktes øjeblikkeligt. Vær opmærksom på ikke at tale med andre om sagen, heller ikke den skadelidte eller kammerater.
  2. Få et faktuelt overblik over sagen og gå frem ifølge punkt 4 foroven.

Med sportslig hilsen Ungdomsudvalget

Denne hjemmeside bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få siden til at fungere og giver endvidere information om hvordan siden anvendes, hvilket bruges til at forbedre den til gavn for brugerne. Denne sides cookies bruges primært til trafikmåling og optimering af siden. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.